I begyndelsen af ugen var de stadig hårde og grønne. Og så pludselig – mens jeg blinkede – er alle mine hundrede ferskner på det lille drivhustræ blevet modne; orange-gule, bløde, saftige. Jeg måtte lægge en madras ud i drivhuset i dag, så de kan falde blødt – dem, der slipper inden onsdag, hvor jeg plukker dem alle og drager til storkøkkenet på Østerbro. Jeg ser frem til en dag med at skolde sylteglas og henkoge frugt i en em af dampende varm sukkerlage og vaniljetåger.
Damen bag ordene modnes også… Det har været en følelsesmæssig svær uge med den fremmede mand der forstyrrede nattesøvn og tryghed, og andre relationer, der bare spøger eller nager. Men lidt indadvendthed og melankoli hører sig til, når man kan dufte efteråret. Overskriften på mit lille skriv er fra min yndlings- og derfor Mayas godnatsang. Jeg skulle blive 43 før jeg forstod digtet.
At flyve som et forårsfrø
For sommerblomst at blive
Er kun at visne for at dø
Kan ingen frugt du give
Hvis modenhedens milde magt
Af livet selv du lærte
Da slår bag falmet rosendragt
Dit røde hybenhjerte
Marias kolonihave 