Når høsten slår fejl

Noget af det bedste ved kolonihaven er mine mange frugttræer og bærbuske, der stort set passer sig selv, og gavmildt skænker til både frås (jordbær) og fryser (æbler). Meeen… man skal lige kende deres særheder.

Fx den “tamme” brombærbusk, der i modsætning til vild brombær hverken har torne eller spreder sig ukontrollabelt. Til gengæld er bærrene lige så primadonna-agtige som avocado: De er umodne og sure i lang tid – og så pludselig (spredt over en måned) bliver det enkelte bær sødt og lækkert i cirka 2 minutter, før det skrumper ind og falder af! Man kan heldigvis lave lækker brombærmarmelade af dem, og busken giver godt i år!

Mine efterårshindbær stortrives og har af mystiske årsager givet bær hele sommeren (måske beskar jeg for sent?) mens sommerhindbærbuskene i samme bed visner og dør…

Mine ferskner er lykkedes år efter år – så længe jeg husker at bestøve blomsterne i marts/april – hvor der endnu ikke er insekter til at klare jobbet. De bliver alle sammen modne på en uge, og så står man der med 200 ferskner! Man kan godt blive lidt træt af ferskenmarmelade.

Æbletræet Belle de Boskoop giver kun æbler hvert andet år. Men i rigelige mængder. Og rabarber kører.

Og så er der blommetræet… Sveskeblommer. Skulle være så lækre… Træet har aldrig sat så mange blommer som i år. Men de falder af? Og de få, der sidder tilbage bliver aldrig rigtig modne og lækre. Så det eneste jeg har fundet på, er at halvere dem og sylte dem i rom eller Madeira. Så smager de glimrende med is eller blendet med marcipan og overtrukket med choko.

Jeg må indse, at jeg nok er den let distræte haveejer. En due åd alle mine solbær i år før jeg nåede at høste.

Smertensbarnet er vindruerne i drivhuset. Normalt pragtfulde, trofaste druer. Og aldrig har der været så mange druer! Kæmpestore klaser. Masser af nye skud. Jeg gik så småt og planlagde hvem jeg skulle forære de mange mange druer til – langt flere end vi selv kunne spise.

Men ak! Jeg havde godt bemærket et fint lag støv på druerne. Men alt for sent gik det op for mig at druerne havde fået meldug! Eller skimmel! Eller noget andet ondartet. Shit! Måtte klippe det hele ned. Kilo efter kilo af flotte druer. Bittert! Så kan man lære at gøre drivhuset ordentlig rent ved sæsonstart og beskære sin vin…

Heldigvis har jeg mine back-up-druer! Den udendørs vin har haft en pragtsæson og danner nu det smukkeste tag over min terrasse. Druerne bliver sent modne, men alt godt kommer til den, der venter!

Mission complete!

Åbent hus

Ahhhh – ingen sommer uden et godt projekt! Og da jeg pludselig – mirakuløst – fandt et fem-fags vinduesparti m termoruder på Den Blå Avis i præcis samme bredde som min “stue” – var sagen klar! Farvel til “fluekirkegården” – 5 vinduer af drivhusglas (nej, 1 af dem i plexiplast) som ikke kan åbnes, en rådden karm og mør bræddebeklædning.

Det sjoveste er nedrivning. Jeg føler mig så kraftfuld med et brækjern! Det viste sig, at husets facade mod haven var opbygget af gamle skabslåger i finer og resttræ i tvivlsom kvalitet, og meget sparsomt isoleret. Men så… pludselig var der åbent hus!

De to sejeste pensionister i verden gik til opgaven med sådan en ildhu og effektivitet, at jeg blev helt i tvivl om min sjæl kunne følge med – Det er jo sårbart at stå helt blottet, hvad enten det gælder hjertet eller husfacaden.

Men heldigvis var der ingen musereder eller andre ubehagelige overraskelser.

Efter dag 1 var resultatet dette:

Det sværeste var at få etableret en stabil og lige front at montere de nye blokhusbrædder på – men så gik det ellers tjeptjep og på 3. dagen var skønhedsoperationen ovre, fronten af huset nu pænt isoleret og en masse store edderkopper gjort hjemløse.

Derpå gjaldt det indendørs – og jeg havde en fest med den store kap-/geringssav jeg havde lånt til lejligheden. Og huskede lige at lægge ugens avis ind i væggen. Jeg fandt jo en avis fra 1933 da jeg renoverede gulv. Hvem ved om dette lille hus står 85 år endnu?

Og så er det jo herligt at male, når der er hedebølge!! Gisp. Sveden driver og jeg har været i vandet mindst 5 gange i dag.

Ikke nok med uvurderlig hjælp – jeg fik sørme også en hængekøje af forældrene. Og hvilken lykke!!

Pip!

Så er der unger i kassen! Og da den hænger i øjenhøjde, kan man skimte ungernes store næb, når de ubønhørligt pip-pip-pipper efter mad. Og mor og far gråspurv flyver til og fra i rutefart uden tanke for andet end at opfylde behov – og jeg føler med dem – småbørnsforældre!

Se her – man kan liige skimte en af de umættelige:

Der er total feriestemning i kolonien, og turen på arbejde i morgen bliver hård! Ugen har budt på total hed sommerdag komplet med badende børn og vandkamp i haven, vandmelon, koldskål – og pølser på grill.

Må dele dette fantastiske billede – så må min datter sagsøge mig når hun bliver ældre:

Nu er det anden pinsedag, og jeg ligger øm og mørbanket efter hækklipning (tårnhøj og massiv bøgehæk), og rensning af træterrasse (tip: spar algerens og lån en terrasse-spuler), for ikke at tale om slibning og reparation af indvendige karme og hængsler, metalmaling og ukrudts-lugning, hovedrengøring og en tur på vaskeri. Man skal vitterligt ikke anskaffe sig en kolonihave hvis man bare vil have et sted at slappe af. Ha! Aldrig har jeg knoklet så hårdt.

Til gengæld var det vidunderligt at kunne invitere naboerne over lørdag til madklub, lave fællesmiddag sammen, bælle vino og gå på aftenhavevandring i foreningen. Og dagen derpå nuppe cyklen ovenpå timers svedig hækbeskæring- og hoppe i Øresund fra badebroen, og lade støv og stress skylle af. Og min bagbo (genbo bagved?) – pensioneret vvs’er – satte lige en ny vandvarmer op til mig – det skulle han ikke have noget for.

Jeg ELSKER mit kolonihaveliv.

Tid til at blive bestøvet

Vi taler om ferskentræets blomster, naturligvis. Og vinduet er lille. Sidste lørdag var ikke alle sprunget ud. Og nu smider blomsten løssluppent alle de lyserøde kronblade, så snart den lille malerpensel møder støvdragerne.

Efter en lang, introvert vinter, er jeg i haven denne første, varme forårsdag. Og det er naboerne også. Og jeg får tændt for vandet, lige så langsomt, først lidt spruttende, men snart løber det fint og roligt, og skyller støvet af håndvasken. Og sådan løber de mange små samtaler med andre kolonihavefolk også i løbet af formiddagen. Først lidt genert, hakkende. Det er et halvt år siden sidst. Og der er jo så meget at se til i haven. Men så slår man sig ned – i små grupper – og misser med øjnene, og suuuger solstrålerne til sig, som er man selv en lidt halvvissen stueplante, der nu plantes ud og får en ny chance.

Det er forår!

Modenhedens milde magt…

I begyndelsen af ugen var de stadig hårde og grønne. Og så pludselig – mens jeg blinkede – er alle mine hundrede ferskner på det lille drivhustræ blevet modne; orange-gule, bløde, saftige. Jeg måtte lægge en madras ud i drivhuset i dag, så de kan falde blødt – dem, der slipper inden onsdag, hvor jeg plukker dem alle og drager til storkøkkenet på Østerbro. Jeg ser frem til en dag med at skolde sylteglas og henkoge frugt i en em af dampende varm sukkerlage og vaniljetåger.

Damen bag ordene modnes også… Det har været en følelsesmæssig svær uge med den fremmede mand der forstyrrede nattesøvn og tryghed, og andre relationer, der bare spøger eller nager. Men lidt indadvendthed og melankoli hører sig til, når man kan dufte efteråret. Overskriften på mit lille skriv er fra min yndlings- og derfor Mayas godnatsang. Jeg skulle blive 43 før jeg forstod digtet.

At flyve som et forårsfrø

For sommerblomst at blive

Er kun at visne for at dø

Kan ingen frugt du give

Hvis modenhedens milde magt

Af livet selv du lærte

Da slår bag falmet rosendragt

Dit røde hybenhjerte

Om mus og stenede mænd

Jeg plejer at sige, at vi rykker hjem til stenbroen når edderkopperne rykker ind i kolonihavehuset. Men i nat var der sgu en mand, der forsøgte at komme ind!! Jeg vågnede ved en larm ovre ved døren. Sidst var det en mus, der var gået i fælden. Denne gang stod der en ubehagelig mandsperson og lyste ind i huset med sin telefon, tog i døren og dirkede i låsen!!! Kvart i 2 om natten…

Samtidigt knævrede han løs i sin telefon – og jeg gik derfor over til døren for at skræmme ham væk. Men nej, da han så mig blev han endnu mere ivrig efter at komme ind – “Luk mig ind”, sagde han og adrenalinet drønede rundt i min krop. Jeg måtte råbe ad ham 3-4 gange, at hvis ikke han omgående skred, så ville jeg ringe efter politiet. Jeg var bange for at vække min slumrende 4-årige med prinsessekrøllerne, men turde heller ikke åbne døren, så måtte råbe. Han var tydeligvis hamrende skæv/påvirket, og registrerede dårligt situationen. Men til sidst stavrede han ud af havelågen, og jeg kunne høre ham i lang tid knævre videre på telefonen…

Lukkede ikke et øje resten af natten. Lå bare og lyttede til datterens vejrtrækning.

Min gode nabo gik en runde lidt senere på natten og tjekkede at yderlågerne var låst. Og det er heldigvis ikke alle, der er flyttet hjem, så jeg kunne have ringet og vækket en nabo da det skete. Men hold da op, hvor føler man sig sårbar i sådan en situation. Så kan man stikke sin feminisme og selvstændighed skråt op! Jeg vil have en mand, der passer på mig om natten! Selvom tigermoderen i mig vågner og brøler – jeg har min lille unge at passe på – så kunne den her fyr nemt have overmandet frk. Vat-arm. Føj! Stenbro – nu kommer jeg hjem.

Beware of the skralde-saurus!

Må lige dele et genialt trick, når din 4-årige ikke gider rydde op eller tage sin tallerken af bordet. En skralde-saurus! Kreeret af moderen, navngivet af barnet. Nu eeeelsker hun at at rydde ud af bordet, og smide servietter og andet spild i ‘saurusens gab! Mor er jo bange for den, så…

Sommeren går på hæld i kolo, drivhuset bugner af overdådige druer, og der var blomst i Gladiolus’erne mens alt andet segnede under tørken. Vi nød den hedeste sommer til fulde – særligt pga vores pool med plads til barn + mor i fuld længde. Og en krokodille.

Early Bird

I nat vågnede jeg 12 minutter over tre til solsort-koncert! Jeg lå lysvågen en time, mens den kåde sanger kvidrede ud i natten. Kolonihavehusets vægge er tynde!

Snart modnes vindruerne i drivhuset og jeg skal sætte net for døren, da min kække natbejler gladeligt flyver derind år efter år og mæsker i sig.

Om dagen sidder han på knoppen af min eller naboens flagstang, og spejder efter damer. Men altså…han har en god personlighed. Og synger godt. Så vi lever sammen. På godt og ondt.

Haven er knastør, græsplænen herligt vissen, så plæneklipperen og min frosne skulder får en pause. Det er lykkedes mig at fremelske 4 gigantiske agurker, og 3 kilo jordbær. Det er langt fra en dækkende selvforsyning, men føles ualmindelig godt i en hverdag hvor det meste på bordet har været pakket ind i plastic. Og point på speltmorkontoen!

Jeg prøver at forære en del af afgrøderne væk – for at rette op på den elendige karma, jeg har akkumuleret da jeg i år var nødt til at gøre mig til musemorder.

En sen aften, da jeg sad og sippede vin med en veninde, var der pludselig en ubuden gæst i mit køkken! Og selvom jeg først forsøgte med en “human” fælde, så min datter kunne få musen at se og vi kunne slippe den fri sammen, så gik den plan i vasken da musen en nat gik i fælden og jeg i ren ur-skræk tabte fælden, så musen pilede ud igen! Så måtte jeg sande, at jeg bedre kan deale med en død mus…

Kolo-lit

Vi har ikke noget tv i kolonihaven. Men vi har internet. Og iPad. Og siden jeg blev mor, har jeg ‘binget’ den ene tv-serie efter den anden i koffeindrevet jeg-vil-være-vågen-og-have-bare-en-lille-smule-voksen-tid-tilstand. Indtil nu.

Med en skilsmisse følger der nemlig store mængder alenetid, og litteraturens verden har genåbnet sig og budt mig velkommen tilbage. Den eneste roman jeg ellers har læst de første 3 år af Mayas liv, var (den fænomenale) “Stoner” af John Williams, som gled ned i et langt og dybt tiltrængt marathonlæsehug en dag på Tenerife, hvor jeg fik dårlig mave af all-inclusive-buffet’en og måtte blive hjemme fra dagsudflugten til Teide. Bedste sygedag ever.

Nu har jeg kastet mig over kolo-lit-genren, som simpelthen er læsning med stor tilfældighedsfaktor, idet en genial person har opstillet en byttereol nede ved haveforeningens fælleslokaler. Her kan man komme af med læste bøger, der ellers bare tager af den sparsomme plads (og ikke tåler en fugtig vinter i kolonihavehuset) – og her går jeg jævnligt på rov. Selvom der er en overvægt af krimier, er der også af og til rigtig god litteratur at finde – og i dag fandt jeg denne perle, som IKKE kommer tilbage på byttehylden lige med det samme:

Bunny Suicides – 72 måder, hvor livstrætte kaniner på kreativ vis tager livet af sig selv